Nationalromantikken
I perioden 1800-1870 oplever Danmark tre kæmpe nationale
katastrofer, som fører til et bredt ønske om sammenhold af danske værdier,
såsom sprog, historie og kultur. Herfra blomster nationalismen, som bliver
formidlet gennem fædrelandssange, romaner, digte, kunst osv. Nationalismen
dyrkes herefter, og bliver senere generaliseret som begrebet; nationalromantik.
Inspireret af guldaldertanken bliver forfattere, som B.S. Ingemann (1789-1862),
kendt for sin dyrkelse af historiske dramaer og romaner om danske kongers
heltegerninger, da hun romantiserer disse begivenheder, som noget danskerne, og
Danmark skal være stolte af.
Fædrelandssange var også et fænomentalt nationalistisk træk, som blev gjort til
en konkurrence mellem store digtere, men som til sidst blev vundet af manden
bag: ”Der er et yndigt Land” (1823), Adam Oehlenschläger. Digtere som H.C. Andersen, og N.F.S.
Grundtvig, som i nutiden er meget kendte formidlere af nationalromantikken,
bidrag også i konkurrencen om nationalmelodien, men uden held, og nu har vi kun
smukke fædrelandsmelodier, som beriger det danske sammenhold og fællesskab, og
styrker den danske nationalisme.
H.C Andersen er en meget kendt nationalromantisk forfatter
og digter i og med, at hans sange, digte og eventyr opfylder de mange træk, som
nationalromantikken kendetegner. Med hans fædrelandssang; ”Danmark, mit Fædreland”,
(1850), tog han Danmark med storm. H.C. Andersens sang byder både på poetiske
kvaliteter, men har også stor grad af karakter, som såvel kunne have givet Oehlenschläger
kamp til stregen i konkurrencen om fædrelandets fælles melodi.
Nationalromantikken kommer til udtryk i H.C. Andersens sang;
”Danmark, mit Fædreland” (1850), ud fra verset 2;
”Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den – Gud giv den bedste Seier!
Dig elsker jeg! Danmark, mit Fædreland!” (V. 2 Ll. 6-9)
Dette vers beskriver H.C. Andersens stolthed ved Dannebrogen. Det danske flag, mener
han, er Guds gave til Danmark, og brugen af Gud i denne sammenhæng siger meget
om, hvor stor og mægtig denne gave er. H.C. Andersen bruger Gud, som et symbol
på, at fremme hans budskab om hans romantiske tanke omkring Danmark og dets
opstående. Gud er tegn på kærlighed, tro og barmhjertighed, og brugt i versets
sammenhæng betyder det, at Danmark har gjort sig fortjent til denne gave, som
siger meget om hvor god og loyal Danmark er.
Derudover indskriver H.C. Andersen også den danske natur, som værende frisk,
som er en romantisk fortolkning. Dette kendetegner også nationalromantikken, da
man i nationalromantikken ophøjede alt natur og kultur som noget smukt og
storslået. Her beskriver H.C. Andersen naturen, som noget ganske dansk, som
også er et nationalromantisk træk, her gør man naturen i landet til noget
nationalt.
Også i vers 1. Kommer nationalromantikken frem i H.C.
Andersens sang.
”I Danmark er jeg født, der har jeg
hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer
Du danske Sprog, du er min Moders stemme” (V. 1 Ll. 1-5)
De nationalromantiske træk i dette vers er brugen af
ordende; ”født, hjemme og rod”, da disse ord har noget at gøre med forhold, et
forhold som er oprindeligt, og originalt. Det er ord, som beskriver, at noget
kommer fra starten af, og man derfor har et helt specielt bånd til disse. For
eksempel har man altid et specielt og særligt bånd til ens barndomshjem, by,
eller land, fordi det er der man stammer fra og er opstået. Dette er derfor
stærke ord at bruge, som bringer en stærk nationalistisk tankegang i spil.
Derudover er brugen af ”Moders stemme”, også et meget stærkt ord i denne
sammenhæng. En mor er altid ens støttepæl, og hun symboliserer noget smukt og
unikt. En mor kan ikke erstattes. At H.C. Andersen bruger disse ord, i og med,
han beskriver sin kærlighed til landet, påvirker han folket følelsesmæssigt, og
hans sang bliver pludseligt personlig, og det er denne følelse, som skal høre
nationalromantikken med, nemlig; personlighed, følelsen af at vide hvem man er,
og hvor man høre til.
Selv om nationalromantikken handler om ens romantiske tanke
omkring ens fædreland, handler nationalromantikken også om, at elske det land
man kommer fra uanset hvad. Det handler ikke altid om, at fædrelandet skal være
det bedste og det smukkeste, som mange digtere beskrev det i sin tid, men at
elske det både på det indre og det ydre. Et eksempel på dette er sangen; ”Langt højere bjerge så vide på jord” 1820 af
N.F.S. Grundtvig. Han beskriver nemlig nationalromantikken ud fra et andet, og
mere realistisk synspunkt, men stadig med taknemlighed og stolthed.
”Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde,”(V. 2 Ll. 10-13)
Her kommer den nationalistiske tankegang til syne ved taknemmelighed. Dette ser
man i Grundtvigs realisme, hvor han beskriver, at Danmark ikke har de kønneste
egne, som man for eksempel ser i udlandet, men at danskerne ikke ser dem snydt,
men i stedet er glad for det de har.
Opsummering
Nationalromantikken karakteriserer romantiske tanker om ens
nationalitet dvs. At man romantiserer alt natur og kultur som fædrelandet har
at tilbyde. Nationalromantikkens træk har meget at gøre med fædrelandets
identitet, værdier og kulturarv, som dyrkes. Da nationalromantikken i Danmark
opstod var det på grund af tre nationale katastrofer, som gjorde at Danmark, og
danskerne havde et behov for at føle sig som en del af noget, da disse
katastrofer bl.a. gjorde at de mistede en stor del af Danmark, nemlig Norge i
1814. Danskerne havde brug for et nationalt gennembrud, og det var her
nationalismen kom, og hermed alt hvad der hørte til. Det gjorde, at Danmark fik
en følelse af sammenhold og fællesskab, da alle i samfundet alle havde noget
tilfælles, nemlig Danmark, som de var meget stolte af, og det er hvad
nationalromantikken er.