H.C. ANDERSEN: DANMARK, MIT FÆDRELAND OG N.F.S. GRUNDTVIG: LANGT HØJERE BJERGE SÅ VIDE PÅ JORD

Nationalromantikken

I perioden 1800-1870 oplever Danmark tre kæmpe nationale katastrofer, som fører til et bredt ønske om sammenhold af danske værdier, såsom sprog, historie og kultur. Herfra blomster nationalismen, som bliver formidlet gennem fædrelandssange, romaner, digte, kunst osv. Nationalismen dyrkes herefter, og bliver senere generaliseret som begrebet; nationalromantik. Inspireret af guldaldertanken bliver forfattere, som B.S. Ingemann (1789-1862), kendt for sin dyrkelse af historiske dramaer og romaner om danske kongers heltegerninger, da hun romantiserer disse begivenheder, som noget danskerne, og Danmark skal være stolte af.  

Fædrelandssange var også et fænomentalt nationalistisk træk, som blev gjort til en konkurrence mellem store digtere, men som til sidst blev vundet af manden bag: ”Der er et yndigt Land” (1823), Adam Oehlenschläger.  Digtere som H.C. Andersen, og N.F.S. Grundtvig, som i nutiden er meget kendte formidlere af nationalromantikken, bidrag også i konkurrencen om nationalmelodien, men uden held, og nu har vi kun smukke fædrelandsmelodier, som beriger det danske sammenhold og fællesskab, og styrker den danske nationalisme.

H.C Andersen er en meget kendt nationalromantisk forfatter og digter i og med, at hans sange, digte og eventyr opfylder de mange træk, som nationalromantikken kendetegner. Med hans fædrelandssang; ”Danmark, mit Fædreland”, (1850), tog han Danmark med storm. H.C. Andersens sang byder både på poetiske kvaliteter, men har også stor grad af karakter, som såvel kunne have givet Oehlenschläger kamp til stregen i konkurrencen om fædrelandets fælles melodi.

Nationalromantikken kommer til udtryk i H.C. Andersens sang; ”Danmark, mit Fædreland” (1850), ud fra verset 2;

”Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den – Gud giv den bedste Seier!
Dig elsker jeg! Danmark, mit Fædreland!” (V. 2 Ll. 6-9)

Dette vers beskriver H.C. Andersens stolthed ved Dannebrogen. Det danske flag, mener han, er Guds gave til Danmark, og brugen af Gud i denne sammenhæng siger meget om, hvor stor og mægtig denne gave er. H.C. Andersen bruger Gud, som et symbol på, at fremme hans budskab om hans romantiske tanke omkring Danmark og dets opstående. Gud er tegn på kærlighed, tro og barmhjertighed, og brugt i versets sammenhæng betyder det, at Danmark har gjort sig fortjent til denne gave, som siger meget om hvor god og loyal Danmark er.
Derudover indskriver H.C. Andersen også den danske natur, som værende frisk, som er en romantisk fortolkning. Dette kendetegner også nationalromantikken, da man i nationalromantikken ophøjede alt natur og kultur som noget smukt og storslået. Her beskriver H.C. Andersen naturen, som noget ganske dansk, som også er et nationalromantisk træk, her gør man naturen i landet til noget nationalt.

Også i vers 1. Kommer nationalromantikken frem i H.C. Andersens sang.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer
Du danske Sprog, du er min Moders stemme” (V. 1 Ll. 1-5)

De nationalromantiske træk i dette vers er brugen af ordende; ”født, hjemme og rod”, da disse ord har noget at gøre med forhold, et forhold som er oprindeligt, og originalt. Det er ord, som beskriver, at noget kommer fra starten af, og man derfor har et helt specielt bånd til disse. For eksempel har man altid et specielt og særligt bånd til ens barndomshjem, by, eller land, fordi det er der man stammer fra og er opstået. Dette er derfor stærke ord at bruge, som bringer en stærk nationalistisk tankegang i spil.
Derudover er brugen af ”Moders stemme”, også et meget stærkt ord i denne sammenhæng. En mor er altid ens støttepæl, og hun symboliserer noget smukt og unikt. En mor kan ikke erstattes. At H.C. Andersen bruger disse ord, i og med, han beskriver sin kærlighed til landet, påvirker han folket følelsesmæssigt, og hans sang bliver pludseligt personlig, og det er denne følelse, som skal høre nationalromantikken med, nemlig; personlighed, følelsen af at vide hvem man er, og hvor man høre til.

Selv om nationalromantikken handler om ens romantiske tanke omkring ens fædreland, handler nationalromantikken også om, at elske det land man kommer fra uanset hvad. Det handler ikke altid om, at fædrelandet skal være det bedste og det smukkeste, som mange digtere beskrev det i sin tid, men at elske det både på det indre og det ydre. Et eksempel på dette er sangen; ”Langt højere bjerge så vide på jord” 1820 af N.F.S. Grundtvig. Han beskriver nemlig nationalromantikken ud fra et andet, og mere realistisk synspunkt, men stadig med taknemlighed og stolthed.

”Langt kønnere egne, vil gerne vi tro,
kan fremmede udenlands finde.
Men dansken har hjemme, hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde,”(V. 2 Ll. 10-13)

Her kommer den nationalistiske tankegang til syne ved taknemmelighed. Dette ser man i Grundtvigs realisme, hvor han beskriver, at Danmark ikke har de kønneste egne, som man for eksempel ser i udlandet, men at danskerne ikke ser dem snydt, men i stedet er glad for det de har.

Opsummering

Nationalromantikken karakteriserer romantiske tanker om ens nationalitet dvs. At man romantiserer alt natur og kultur som fædrelandet har at tilbyde. Nationalromantikkens træk har meget at gøre med fædrelandets identitet, værdier og kulturarv, som dyrkes. Da nationalromantikken i Danmark opstod var det på grund af tre nationale katastrofer, som gjorde at Danmark, og danskerne havde et behov for at føle sig som en del af noget, da disse katastrofer bl.a. gjorde at de mistede en stor del af Danmark, nemlig Norge i 1814. Danskerne havde brug for et nationalt gennembrud, og det var her nationalismen kom, og hermed alt hvad der hørte til. Det gjorde, at Danmark fik en følelse af sammenhold og fællesskab, da alle i samfundet alle havde noget tilfælles, nemlig Danmark, som de var meget stolte af, og det er hvad nationalromantikken er.