FORFATTERPORTRÆT

Nicolai Frederik Severin Grundtvig blev født den 8. september 1783 og døde den 2. september 1872. Han var dansk præst, forfatter, digter og politiker, og født i Udby på Sjælland.

I 1803 dimitterede Grundtvig 1803 teologisk embedseksamen på Københavns Universitet, hvorefter han vendte tilbage til hjemmet i Udby. Et par år senere blev han ansat som huslærer, men dette udløste kun en ulykkelig forelskelse i husets unge frue, men opholdet blev næppe spildt, da dette blev en indledning til Grundtvigs  forfatterskab og fordybelse i historiske og litterære studier.

I 1810 oplevede Grundtvig sin første af tre alvorlige maniodepressive psykoser, som gjorde, at han fik en slags åbenbaring, og her modtog Danmark nogle af kirkens mest brugte salmer; ”Dejlig er den himmel blå” (1810). Han vendte herefter hjem til sin hjemby Udby, og forsøgte sig at træde i sin fars fodspor som præst, men fik desværre afslag. Dette gjorde, at han forsøgte sig som digter, men blev senere præst i Præstø, og senere ansat som kapellan ved Frelsers Kirke, og sluttede til sidst sin karriere af som præst i Vartov.

Indimellem Grundtvigs mange jobs, og titler gjorde han sig særlig bemærket med hensyn til sin oprettelse af folkehøjskolerne, hvor han har sat et stort præg på det danske undervisningssystem med sine tanker om folkeoplysning. Han var nemlig tilhænger af det særlige begreb; nationalromantikken, hvor han tilførte de tre fag; historie, kristendomskundskab, dansk og idræt, som jo svarer præcist til det nationalromantiske program. Her skulle børn som unge lære for livet, og ikke for en bestemt eksamen, og disse tanker præger stadig hele det danske undervisningssystem i dag.

Grundtvig er en vigtig person indenfor dansk identitet, og særligt også for folkekirkelig identitet, hvor man næsten ikke kan gå i kirke nu om dage uden at synge mindst én af Grundtvigs mange smukke salmer.

Grundtvig er i dag omgivet af stor respekt i Danmark.